1043

Sæsonstart for Græsted 1 - Hjemme mod Blovstrød IF

Senior
20. april 2010 - 13:50 af: Webmaster

Efter at første runde blev aflyst ude mod Solrød FC, startede Græsted's 1. hold turneringen hjemme mod Blovstrød. En kamp som Trænerteamet forventede sejr i, men også en kamp der ville vise om Græsted skal kigge op eller ned i tabellen.

Lørdag tog Græsted imod Blovstrød som inden dagens kamp lå lidt under Græsted.

Kampen i efteråret endte 0-0, i en kamp der ikke er gået over i historien, som hverken spændende, chanceskabende eller velspillet. Græsted var derfor opsat på at vise at kampen hjemme i Græsted skulle ende med Græsted sejr.
Kampen skulle spilles på træningsbanen, da stadionbanen endnu ikke indbød til pænt og poleret fodbold. Hvilket træningsbanen dog heller ikke gjorde, men med en masse arbejde, bl.a. tromling af banen lørdag formiddag, kunne sæsonen starte for Græsteds vedkommende.

Med en vind på tværs af banen, der sjældent er set i Græsted, startede kampen med en massivt Græsted overtag.
Blovstrød stod afventende og lod hjemmeholdet kombinere sig frem af banen. Det udmøntede sig ikke i de store chancer til at starte med, men man kunne tydeligt se at Blosvtrøds tunge forsvar ville få en lang eftermiddag.

Efter små 20 minutter erobrer Brian Lauridsen bolden på modstanderens banehalvdel, og mens Blovstrød appelerer for frispark, spiller han Martin Søfelt helt alene med målmanden. Martin svigter ikke. Han sender den sikker i nettet. 1-0 til Græsted.
Inden Græsted har fået armene helt ned igen, begår Chrstian Jønne Jensen et noget klodset straffespark i en ellers ufarlig situation. Muligvis et tvivlsomt et af slagsen men da dommerens fløjte har lydt, er det sjældent at kendelsen laves om.
Blovstrød sender sikker bolden i mål. 1-1, hamrende ufortjent, det var første skud inden for rammen.

Allerede kort tid efter blev ærten i dommerens fløjte igen blæst. Endnu engang pegede manden i sort på pletten. Straffespark igen. Denne gang til Græsted. En noget sent og kluntet tackling nedlagde Brian Lauridsen i feltet. Ingen Blovstrød spillere brokker sig synderligt over kendelsen,  så den var vist god nok.
Michael Erichsen tog sig af sparket. Målmanden prøvede at psyke Michael, men Michael var kold som en pokerspiller ved finalebordet og vandt duellen fra de elleve meter. Målmanden til den ene side, bolden i den anden.
2-1 til Græsted IF.

Der var chancer til flere Græsted mål, men både Martin Søfelt og Michael Erichsen havde åbenbart opbrugt deres målkvote for første halvleg. Havde Græsted ført med 3 eller 4 havde der vist ikke været noget der kunne brokke sig over det.

En forvirrende anden halvleg.

Anden halvleg startede som første. Græsted i teten, masser af boldbesiddelse. Som i første halvleg var det ikke de store målchancer Græsted kom frem til. Der skulle gå 10 minutter før Michael Erichsen i et sandt arbejdsraseri pressede et forsvars spiller til at træde i bolden og efterfølgende nedlægge Michael. Endnu engang pegede dommeren på pletten. Endnu et straffespark. Tim Sørensen blev sat til at eksekvere og han satte usvigeligt sikkert bolden helt op i det ene målhjørne, uden chance for Blovstrøds målmand.

Målet blev en sovepude for Græsted, der slet slet ikke kunne finde hverken, spil elller tempo. Blovstrød kom mere med i kampen, og Græsted gode takter fra kampens første time blev nærmest ikke eksisterende. Igen ville dommeren lege med, dog ikke med straffespark igen, men med 2 noget svage gule kort. Begge til Græsted. Først var det Mathias Lagoni der måtte ud og køle af, og 6 minutter senere måtte Christian Jønne Jensen samme vej. 2 mand i undertal gjorde at de lange bolde blev trukket frem. Der skulle spilles sikkert i undertalsperioden. Ingen chancer til hjemmeholdet i denne periode, men hvad mere vigtig er, kun en enkelt til Blovstrød, der korrekt blev fløjtet offside på.

Kampen bar på dette tidspunkt præg af mange Græsted udskiftninger. Mange blev omplacerede og der var en smule forvirring i hjemmeholdets rækker.

I de sidste døende minutter lykkedes til Blovstrød at reducere efter et langt indkast der blev forlænget og dumper ned for fødderne af en Blovstrød spiller, der sikkert sparker bolden i kassen.
3-2 til Græsted, med under 5 minutter igen.
Nu pressede Blovstrød på, og da offside fælden kiksede så det sort ud for Græsted. Heldigvis valgte Blovstrød angriberen at sparke bolden så langt væk at den måtte hentes i det ene hjørne af anlægget.

En uafgjort kamp ville have været så stort et tyveri at selv Stein Bagger ville være stolt.

Kampens spillere var : Thomas Maagaard, Brian Lauridsen, Tim Sørensen & Martin Søfelt med hver 4 stemmer.

Næste kamp er : Søndag d. 25/04 hvor Græsted IF skal til Hundested og spille kl. 13:30.